Anmeldelse af Spisegalleriet Vejle

Anmeldelse af spisegalleriet Vejle

Nu er mandelogen igen på banen efter en periode hvor flere af medlemmerne er flyttet fra Aalborg og rundt i landet til blandt andet Købehavn- og trekantsområdet. Det betyder at vi fremover vil være i stand til i højere grad at lave landsdækkende anmeldelser af spisesteder i Danmark. Her vil fokus primært være på almene restauranter/cafeer og ikke udelukkende gourmet steder.

Dagens indlæg omhandler Spisegalleriet som er beliggende i Vejle. Stedet ligger centralt i byen, i en sidegade til gågaden. Vi var på dagen 12 mennesker til bords så der var ekstra pres på personalet for at få det hele til at klappe.

Vi blev modtaget af nogle venlige tjenere som var flinke til at vise os på plads og forklare os om restaurantens koncept.

Konceptet går ud på at man går op til en køledisk med 14 forskellige slags kød som man kan sammensætte sin menu ud fra. Hvert stykke kød har et prisskilt. Her findes alt fra traditionel kylling og oksefilet, til kamel og krokodille. Alt kød er krydret og marineret på forhånd, hvilket faktisk var lidt synd da det tager lidt af karakteren fra kødet.

Til kødet hører et tag-selv kartoffelbord med 6 forskellige slags kartofler. Kvaliteten i disse kartofler svinger rigtig meget. Eksempelvis smager pomfritterne som om de er varmet op fra fryseposer. De minder meget om noget man kan købe i et supermarked.  Til kartoflerne hører også 3 forskellige sovse. En bearnaise, whisky og husets sovs. Igen tyder en del på at bernaisen og whisky sovsen er noget der et købt ind og opvarmet til formålet. Men hvis man holder sig til huset sovs og de hjemmelavede kartofler bliver man absolut ikke skuffet. Det smager virkelig godt!

Udover kartoffelbordet kan man tilkøbe fri salatbar for 49 kr. Her findes et stort udvalg af forskelligt tilbehør samt 6 skåle som restauranten har blandet med forskellig salat på forhånd, samt marineret. Det er på ingen måde nødvendigt at købe salatbar til sin menu for at blive mæt, men det kan absolut være et godt supplement, og kvaliteten er generelt ok!

Efter lidt tid fik vi udleveret vores tallerkener med kød samt hentet tilbehør. Vi fik tilsammen prøvet stort set alt kødet, og over hele linjen var kødet perfekt stegt. Det meste kød havde en ret grillet smag hvilket generelt fungerede godt med den marinade det var tilberedt med.

Konceptet som sådan er spændende og anderledes. Det er lidt op til en selv at få sammensat kødet med det rigtige tilbehør for at få de gode smagsoplevelser. Desuden kan det være lidt svært at styre igennem det gode og mindre gode tilbehør.

For at opsummere hele oplevelsen i en kort sammenfatning kan man sige at Spisegalleriet minder lidt om en opgraderet version af Jensen Bøfhus med mulighed for anderledes og eksotiske smagsoplevelser, men hvor den høje standard desværre ikke gør sig gældende for al deres mad. Mandelogen har valgt at give Spisegalleriet 4 ud af 6 stjerner!

 

o

Følg os på facebook

Søg på Mandelogen

Følg os her